Et sted betyder »Persona« den maske, som skuespillerne i den gamle græske tragedie tager på. Man spillede altid med masker, som med tiden antog faste typer.

Men persona betegner samtidig den endnu ikke udfyldte rolle, skuespilleren har inden han tager sin maske på, inden han giver sit spil en retning.

På den måde indtager han en skikkelse hvis betydning afgøres af de tanker, som beskuerne har vedtaget af have om ham, og inden for hvilke spillet om lidt skal udvikle sin handling.

Et andet sted - i den gren af psykologien, der er udviklet efter C.F. Jung - betegner persona den skikkelse, som det kollektive ubevidste stiller op for det enkelte individ, og i forhold til hvilke han skal tilkæmpe sig en selvbevidsthed og retten til at være til stede som andet end et nummer.

En todimentionel figur, anonym, og hvis betydning først indlæses af beskueren i forhold til den givne sammenhæng, subjektet der søger sin individualitet.

Det er tyngende og besværligt at tale - om selvfølgeligt, men alligevel er det en vigtig tolkning af menneskets forhold til sin omverden og sin historie. Og mange af de myter og begreber, der er Opstået heromkring bliver forståelige. Alle er de billeder i sproget som: Spejlet, sfinxen, en skygge, et aftryk, rundt omkring spøger begrebet om »den anden«.

I denne serie billeder er titlen »Persona« valgt fordi de alle på en eller anden måde er opbygget i forholdt til menneskekroppen, snarere som struktur end som motiv. Motivet er maleriet selv og beskueren. Spillet går videre.

Jan Sivertsen