Gammeldags var et af ordene i en i øvrigt positiv anmeldelse af Jan Sivertsens seneste udstilling i Galerie Asbæk i København i 1997.

Og gammeldags" (efter først et: "hvem?" og efterfulgt af et "duer ikke, væk!") lød, omtrent samtidig, den ubønhørlige, kategoriserende konstatering fra en repræsentant for den engang kommende generation at danske kunstanmeldere, der midt i en video- og installationstid nu skal til at forholde sig til det pinagtige forhold, at en uafviselig mængde af eleverne på Det kgl. danske Kunstakademi kæmper for at ophæve billedforbuddet og at gøre op med skolernes nuværende status som malerifri zone.

Men "gammeldags" er ikke et ord, der falder sagens genstand og billedernes ophavsmand for brystet, da vi mødes over lidt vin på en venetiansk bar under den malerifattige 47. biennale. Måske er det vinen, Jan Sivertsen smager på, måske er det ordet, men det frastøder ham ikke. Naturligvis ikke. For i "gammeldags" ligger bekendelsen til traditionen og erkendelsen at, at enhver maler står på skuldrene at de foregående, ligesom det rummer en hengivelse til troen på farvens betydning. At det er meningsfuldt at lægge lag på lag af farve på lærred. At den form for billedkunst rummer dyder, besidder nytænkning, flytter grænser, ændrer erkendelsesfeltet, rummer skønhed, kan føles vedkommende.

Selvfølgelig. Selvfølgelig er det sådan. Det kan synes mærkeligt, at man ligefrem må begynde med at pointere, at maleri har værdi. At maleri er noget ganske særligt. At maleri kan noget, intet som helst andet i verden kan.

Måske er det blevet påtrængende at bemærke det, fordi verden består at så forfærdelig mange dårlige malerier. Hastige billeder, sjaskede billeder, billeder uden substans, billeder, der er postulater, billeder der blot følger en konvention (hvilket er noget ganske andet end det at lægge sig i forlængelse af en tradition og arbejde ud fra den, i dialog med den og med sin tid, lægge lag på kunstens evolutionshistorie). Billeder der bliver til, blot fordi nogen så gerne (omend som regel at uforståelige grunde) vil sige, at de har malet dem. Billeder der kun er dekoration. Billeder der blot er dårlige billeder. Billeder der fylder verden op. Billeder der er ingenting. Og billeder der er værre end ingenting. Men som Bjørn Nørgaard har bemærket: Hvis 90 procent at alt i vore dage alligevel er dårlig kvalitet, så er 90 procent af al kunst det vel også.

Alt dette indledende spilfægteri blot for at nå frem til, at det synes jeg ikke, Jan Sivertsens billeder er. Jeg var godt nok lidt forbløffet, da han spurgte mig, om jeg kunne skrive en tekst om dem, for han har en gang påpeget, at jeg havde taget fejl i en karakteristik af hans arbejder. Det er i min bog om Per Hebsgaard, "Når glas og kunst mødes" (København 1994), hvor jeg antyder, at Jan Sivertsens værker synes at rumme en slags fransk tonalitet, altså at hans malerier er franske i deres klang og selvopfattelse. Modsat, i denne sammenhæng, selvfølgelig, den nordiske klang, vi er så vant til på vore melankolske breddegrader. Måske har der også i beskrivelsen ligget en række associationer i retning at begreber som elegance, lyrisk abstraktion eller tilmed dekorative kvaliteter. Hvilket jo, for sidstes vedkommende, er slemt.

Så i 1997: Nej, Jan Sivertsens maleri er ikke en harmoniseret del at den franske, lyriske, abstrakte tradition. Typisk nordisk er det imidlertid heller ikke. Hvad er det så? Det er tro mod sig selv, dets egen forhistorie, dets egen tilblivelse. Mod Jan Sivertsens udvikling og erfaring. Mod hans sind.

Jan Sivertsens maleri er... maleri. Maleri er maleri er maleri. At det ikke forestiller noget, er evident. Maleri at Jan Sivertsens slags handler om sig selv. Det er sig selv. Det har sprog og eksistens i sig selv. Løsrevet fra verden, men selvfølgelig ikke uafhængig at den. Her er heller ikke tale om akademiske stiløvelser. Vist forestiller det ikke noget, vist er det ikke fortællende i episk forstand. Men det er en del at verden. Jan Sivertsens verden. Maleriet artikulerer en tilstand, det beretter om verden i vor tid. Men gør det fragmenteret og uden at insistere på store sammenhænge, ordnede fortællinger, logiske udviklingsforløb, ideologiske konstruktioner eller blot mening i banal forstand. Det er sit eget. Det besidder sin egen logik, og denne logik er altså fjern fra sædvanlig lineær eller fremadskridende betragtningsmåde.

Maleri af denne art handler om noget, om farve. Hvad farver kan ved hinanden. Hvordan en komposition hænger sammen. Det "handler" ikke om noget. Der er ingen fortælling. Heller ikke når han i fritstående, skulpturelle værker som 'Malerens Mur" indsætter små legetøjssoldater i plastic. Det, alene, har til formål at rejse modstand, indbygge modhager, skabe tvivl.

Men er fortællingen fjernet (eller i det mindste overladt til den enkeltes vidt forskellige forgodtbefindende, og Jan Sivertsen har da også antydet, at øjet selv må tænke sig sit eget bud), betyder det ikke, at figurationen ikke er til stede. Som bærende kompositorisk element. Det kan være i billedernes delvist slørede geometriske former som den altfavnende cirkel eller det bagvedliggende kors. Antydninger at kønnets forskelligartede geometri. Tidligere en slags behersket ornamentik, visse mønstre og bevægelser over lærredet, billeder der synes at tage udgangspunkt i en fascination at kult og hedenskab, mystik og åndemaneri. Om naturen ikke er en direkte inspirationskilde, kan man ikke fratage alle malerier en naturfornemmelse, ligesom nogle billeder synes at afsløre optagethed af arkitektoniske fragmenter, som ellers især er knyttet til Jan Sivertsens adskillige arbejder med offentlige udsmykningsopgaver og den konstruktive opbygning, han ofte vælger ved denne type værker.

Og det kan være i de diffuse menneskeskikkelser, der er lige ved at træde frem på billedfladen. Men som alligevel holdes i ave at farvefloderne. De er der, men de bliver aldrig rigtig manifeste. De tjener et formål, men de er ikke billedets betydning. Det ligner figurer, men de er det ikke, for det er farve, og det forunderlige ved et maleri kan være, at anvendelsen af farver i et område eller rejsningen at en bevægelse eller dannelsen at en form fordrer tilstedeværelsen af andre farver, bevægelser, rytmer, former, hvis kompositionen skal lykkes, og billedet skal hænge sammen.

Jan Sivertsens maleri er frodigt. Man kan også sige, at det er gavmildt, og at det er pågående. Omend Jan Sivertsen med den sande kolorists fine balanceevne formår at holde sit maleri i skak med kølige klange, så det ikke tipper over, kan man også sige, at det er varmt. Farverne er varme, tonaliteten er det, klangen er det. Man kan uden besvær trække det så langt som til, at det er et sanseligt maleri. Det er lystbetonet. Det handler om det maleriske stof. Hvordan det behandles. Strækkes, trækkes, opbygges. Så det handler altså om gammeldags maleriske dyder - i betydningen forståelsen for hvordan billeder opbygges og en viden om, hvad farver kan og vil i afklaret sameksistens.

Jan Sivertsen er født i 1951 i København. Han lever, bor og arbejder i Paris og har det godt. Det sidste fremgår af maleriet. Det er ærlige billeder. Det er billeder, han vedstår. Det er billeder blottede for akademisk prætention.

Jan Sivertsen er uddannet 1977-82 på Det kgl. danske Kunstakademi hos Sven Dalsgaard, Albert Mertz, Knud Nielsen og Robert Jacobsen, og sidstnævnte sendte ham på videreuddannelse i Paris hos Dewasne med, hvad Jan Sivertsen troede var en anbefaling. Det var ingenting, ikke engang en telefonopringning fra en gammel ven til en anden. Men det lykkedes alligevel, og Jan Sivertsen studerede ved Ecole Nationale Superiéure des Arts Décoratifs.

Det kan synes nærliggende at søge at påpege et slægtskab med de danske akademikammerater, der i første halvdel at l98Oerne eksperimenterede med det såkaldt vilde maleri og dets optagethed at malerisk gestik, pågående farver og tegnenkle kompositioner, men Jan Sivertsens ærinde er et andet, hans maleri væsensforskelligt. Fordi, igen, det er maleri, der ikke søger maleriet som en kunstnerisk strategi, ikke er forklædt concept-kunst, men er maleri i maleriets klassiske, "gammeldags" betydning. Hvor "gammeldags" måske kan erstattes at gedigen.

Jan Sivertsens maleri handler om farven. Det handler om sin egen opbygning. Det er i traditionel forstand genstands- og forestillingsløst, men afgjort kropsligt, som antydet sanseligt og båret at figurative elementer og en erindring om sig selv, og om det malersind, der reflekterer disse billedelementer. Filtrerer verden, samler den, bliver til en verden på egne præmisser. Vanskelig at ryste af sig.